Biskoppen: Sorgen er et fælles anliggende

Når vi mister et menneske, forandres vores verden. Den kendte og hidtil selvfølgelige forbindelse mellem os og den, der er gået bort, bliver brudt. Vi bliver tvunget til at træde nye veje, og nye tanker må tænkes. 

I kirken har vi et sprog, et rum og en tradition, som for mange er en tryg og kærkommen ramme om sorgen. Her kan vi tale om livets realiteter. Vi kan mødes, mindes vores døde og være sammen om det, der er svært at bære. 

I disse år ser vi, hvordan navneoplæsningen ved allehelgensgudstjenesterne er blevet en stadig mere populær tradition. Måske fordi vi har brug for steder, hvor døden og sorgen ikke er noget, der skal gemmes væk. Steder, hvor vi kan være sammen på trods af dødens uigenkaldelighed. Og hvor den, vi har mistet, fortsat er en del af vores liv. 

Ved allehelgensgudstjenesten er vi sammen med andre, der har mistet. Vi er sammen med dem, vi har mistet. Og vi præsenteres for håbet. Blandt andet gennem denne forunderlige vision fra Johannes' åbenbaring: 

”Nu er Guds bolig hos menneskene (…) Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg (…) det, der var før, er forsvundet.” 

Det er et svimlende håb. Et løfte om en virkelighed, hvor døden ikke længere har magten. En virkelighed, vi endnu ikke lever i, men som vi måske kan ane en flig af, når vi møder trøst og omsorg fra et andet menneske. 

For sorgen kan blive endnu tungere at bære, hvis vi står alene med den. I et misforstået hensyn kan vi komme til at undgå den sørgende, fordi vi ikke ved, hvad vi skal sige. Eller vi kommer til at tie om den døde af frygt for at gøre ondt værre. 

Døden bryder forbindelsen til dem, vi elsker. Men når vi tier om sorgen, risikerer vi, at den også bryder forbindelsen mellem os, der lever. 

Det betyder ikke, at alle skal tale om deres sorg. Nogle har brug for ord, andre for stilhed. Det afgørende er, at vi som kirke og medmennesker giver plads til begge dele. At vi ikke vender os bort fra sorgen, men tør være til stede i den. 

Derfor er det helt centralt, at vores kirker fortsat inviterer mennesker ind i fællesskaber, hvor både sorgen og håbet kan være til stede. Ikke fordi håbet skal fortrænge sorgen, men fordi sorgen ikke skal fortrænge håbet. 

Jeg vil i den forbindelse slå et slag for, at man lokalt rækker direkte ud til dem, der har mistet i årets løb. Et brev i postkassen, en besked i e-Boks eller et bank på døren kan være en enkel, men betydningsfuld gestus. Ikke som et krav om at tale eller deltage, men som en åben invitation til et fællesskab, hvor der også er plads til sorgen. 

Vi kan ikke forhindre, at døden skiller os fra dem, vi elsker. Men vi kan gøre noget for, at sorgen ikke også skiller os fra hinanden. Det er en vigtig del af kirkens opgave.