Fortsæt til hovedindholdet
24. september 2026

 Frygt ikke, men vær beredt

Folkekirken løfter et vigtigt ansvar. Det gælder til hverdag, men vil også gælde i en krise. Derfor er det helt centralt, at der i folkekirken arbejdes med beredskab.

Illustration: Folkekirkens Intranet.

Af Benjamin Birk Christophersen

Strømsvigt, cyberangreb, forsyningsproblemer eller en større ulykke kan på kort tid ændre hverdagen. Også for kirken. Rundt om i Helsingør Stift er mange sogne og provstier allerede i gang med at forberede sig og udarbejde lokale beredskabsplaner.

Men hvad er det egentlig, folkekirken skal kunne, når en krise rammer?

Folkekirkens Intranet har samlet vejledninger og værktøjer om folkekirkens kriseberedskab på en temaside, hvor man kan læse sig hele vejen rundt om emnet.

Kirken har opgaver, der SKAL løses

Folkekirken har myndighedsopgaver, som også skal varetages under en krise. Det gælder blandt andet personregistrering og begravelsesområdet.

Mange steder har man allerede fået fastlagt procedurer og testet dem ved øvelser.

Samtidig skal folkekirken som udgangspunkt opretholde sine almindelige funktioner. Gudstjenester, kirkelige handlinger, sjælesorg. Kirkens liv forsvinder ikke som opgave, fordi samfundet befinder sig i en krise.

Læs mere om, hvem der har ansvar for hvad.

Kirken skal være kirke

En krise skaber ikke kun praktiske problemer. Den kan også skabe utryghed, ensomhed og behov for fællesskab og sjælesorg. Al sammen noget vi i folkekirken arbejder med til daglig. Og som vi også skal fortsætte med i en eventuel krise.

Derfor bør menighedsrådet på forhånd beslutte, hvordan man vil agere. Skal kirken kunne åbnes ekstraordinært? Skal der kunne arrangeres andagt, fællessang eller samtaler? Kan sognegården bruges, og er der frivillige, man kan trække på?

Pointen er ikke, at alle kirker skal kunne det hele. Det vigtige er, at man på forhånd har talt om det og udarbejdet en beredskabsplan.

På Folkekirkens Intranet findes hjælp til at organisere det lokale beredskab, herunder opgavefordeling, tovholderfunktion og samarbejde med andre.

Tag samtalen nu

Et folkekirkeligt beredskab begynder ikke med vandtanke, generatorer og dåsemad i høje stabler. Det begynder med, at nogen sætter sig sammen og stiller de rigtige spørgsmål.

Et naturligt forankringspunkt er provstierne, der allerede har taget initativ til netop denne samtale. Har man spørgsmål, er man derfor meget velkommen til at kontake det lokale provsti. 

Kort fortalt

Kirken skal kunne:

  • Håndtere personregistrering
  • Varetage begravelsesopgaven
  • Opretholde kirkens almindelige funktioner så vidt muligt