Præsteklumme: Du behøver ikke at tale om dine traumer

Af Tobias Kjærulf, sognepræst ved Helleruplund Kirke

Jeg sidder der tit. På stolen som nogen venligt har gjort klar til mig.

Ofte er det far, som er død. Ellers er det mor. Sommetider er det en tante eller en onkel. Nogle gange gik det alt for stærkt. Andre gange alt for langsomt. I de værste tilfælde er det et barn eller et selvmord. Begge dele er dog heldigvis sjældne.

Ofte byder folk mig lidt at drikke. Det tager jeg ofte imod. Mest af alt af høflighed. Jeg er i deres hjem, ikke i mit. Man tager sig i at berolige folk ved at spørge til de almindeligste ting. Man spørger til hunden under bordet, imens man klapper den. ”Hvor gammel er han?”. Intet bryder isen som hundens logrende væsen. Og så sætter vi os ned. Nu skal vi tale sammen. Om dagen hvor bisættelsen skal stå. Og om det menneske, som de har mistet. For mig er det tirsdag, men for dem er verden og livet selv pludselig rystet skævt. Det er jeg meget bevidst om. Og så taler vi. Stille og roligt.

Folk er altid meget tillidsfulde. Det ophører aldrig med at gøre indtryk på mig. De stoler på mig, eller måske nærmere på det, som jeg repræsenterer. Nogle gange deler de hjerteskærende ting. Fortrydelser eller savn. En fraværende far eller en fordrukken mor. En barndom der aldrig blev som den skulle. Kærlighed som aldrig vandt sin rette form. Ord der ikke blev sagt. Fra dem selv eller fra den afdøde. Jeg lytter, og jeg har ikke travlt.

Andre gange bevæger samtalen sig aldrig nær det smertefulde. Så taler vi i stedet om afdødes kærlighed til hunden og haven eller om hans passion for jagt. Det er dem, der sætter retningen, ikke mig.

I disse tilfælde sker der dog nogle gange noget interessant. Man nærmer sig pludselig noget ømt. En last, en hemmelighed. Noget, som det ikke var meningen, at man skulle tale om. Men man fornemmer det straks.

Ordene går lidt i stå. Blikket flakker. Ned i bordet eller hen til et familiemedlem. Nogle gange stopper folk sig selv, andre gange stopper de hinanden. Nogle siger det ligefremt og direkte: ”Det behøver vi ikke at tale om.” Andre siger det subtilt. En hånd bliver lagt på en hånd. Et blik mellem søskende siger pludselig ”stop”.

Jeg fornemmer det dog hurtigt. Pludselig sidder jeg midt i noget, som jeg ikke ved. Noget, som de ikke ønsker at tale om. Og her gør jeg næsten altid det samme. Jeg glider af.

Jeg bevæger mig roligt udenom og leder samtalen hen til noget lettere.

Og selv om folk ikke siger det højt, så kan man i dette øjeblik fornemme en lettelse. En usagt tak for, at man lod det smertelige eller private ligge. De ved, at jeg gik udenom, og jeg ved det også. Og derfra kan man så tale roligt videre.

Men hvorfor gør jeg det, kan man spørge? Hvorfor holder jeg ikke automatisk fast, når vi nærmer os noget substantielt? Noget, der faktisk stikker dybt? Er jeg sky over for det ubehagelige? Har jeg svært ved det svære? Nej, svaret er egentlig mere simpelt: Jeg har ikke krav på at vide alt. Jeg taler hjertens gerne med folk om det, der er svært. Men kun hvis de selv ønsker det. Jeg ved nemlig, at nogle ting kan være så ømtålelige, at man helst gemmer dem i sit eget hjerte.

Med det sagt så oplever jeg ofte noget andet i verden omkring mig. Her har mange af os efterhånden adopteret en terapeutisk og insisterende idé om, hvordan ting skal bearbejdes. Man skal tale om det. Man skal dele det. Man skal ud med det. Og det skal man da også – nogle gange.

Men andre gange så er det også helt okay, og helt normalt, ikke at ville dele sit smertelige indre med sin omverden. Eller med præsten. At blotte sit inderste for andre kan nemlig også være ødelæggende for et menneske. Det kan gøre skaden dobbelt. Hvis man ikke har lyst, eller hvis tiden eller mennesket, man sidder over for, ikke er den rette.

Men det glemmer vi i dag i vores terapeutiske tro på, at vi kan tale alting godt igen. Det kan vi dog ikke. Nogle ting kan vi endda tale værre. En erkendelse, som desværre er gledet bort fra os.

Hvordan det er kommet dertil, ved jeg ikke. Men jeg ved, at udviklingen i dag udfolder sig på tværs af medier. Den terapeutiske selvudlevering finder i dag sted på Instagram-profiler, men også i podcasts, TV-programmer og i de bøger, som folk skriver og læser. Det handler om at lægge det hele frem. Og om at nedbryde tabuer. Særligt det sidste er nærmest blevet et moderne mantra.

Hvad vi har glemt, er dog, at tabuer ikke i sig selv er et onde. Og det er menneskets private og intime sfære heller ikke. Tværtimod så hører begge dele med til at være menneske. Det er okay, og faktisk helt normalt, at have historier og oplevelser med sig, som man ikke ønsker at indvie andre i. Men jeg tror desværre, at mange går og tror, at der skulle være noget forkert i netop det.

Men hvad er så min pointe? Skal vi blot bide tingene i os, og holde mund med det, der smerter? Nej, ikke nødvendigvis. Men jeg tror, at vi for hinandens skyld bør holde op med at problematisere, at mennesket faktisk har en sjælelig og psykologisk intimsfære.

Derudover så bør vi også huske på, at folk bearbejder livet på mange måder. Nogle gange skal der tales, andre gange skal der tænkes. Nogle mennesker går til kor, imens andre går til gudstjeneste eller koncert.

En fællessangaften kan virke mindst lige så sjælesørgerisk på et menneske, som en samtale kan. Det samme kan et stykke litteratur eller en gåtur i skoven. Samtalen er nemlig blot én måde ud af flere, hvorpå mennesker hver dag forholder sig til det liv, som de er givet.

Og derfor lader jeg som præst gerne folk bevæge sig udenom det smertelige. Fordi jeg ved, at samtalen om det svære ikke altid er det, som folk har brug for. Jeg signalerer selvfølgelig, at jeg ikke er bange for det. Og jeg følger også gerne med, hvis folk vil træde mørket og det svære nært. Men jeg kunne aldrig drømme om selv at lede dem i retning af det.

Det er dem, der bestemmer, om vi skal tale om mørket og misbruget. Eller om afdødes kærlighed til hunden og haven. Og tro det eller ej. Nogle gange har de mere brug for det sidste, end for det første.